NYE MUSIKUDGIVELSER

Sofia Hedia siger endegyldigt farvel

Som en magtdemonstration i sangskrivning kommer Sofia Hedias nye single Jeg Er Done, som er en ligeså stærk menneskelig kraftpræstation i sin fortælling om at finde modet til at sige endegyldigt farvel til en, man har elsket.

Da der landede et brev i februar forrige år hos Sofia, blev hun igen indhentet af en fortid, der insisterede på en plads i nutiden. Efter et halvt års grublen over svaret satte hun sig ned for at skrive. Svaret kom aldrig afsted, men det blev til en sang, der står som et stærkt udsagn om at sige fra, når relationer er så usunde, at man mister sit eget fodfæste i dem.

Hedia maler historien op med sin klare, intense vokal og frigiver både power og hjerteblod. Det er universel sangskrivning – råt optaget på et stueklaver og enkelt produceret, så både den melodiske og den lyriske fortælling står lysende skarpt.

Sofia Hedia udgav i efteråret den første single i en række af nye udspil – den gribende sang til datteren, Stenbrud, som bl.a. fik airplay hos DR P4. Både Stenbrud og andensinglen Sygt Forelsket er skrevet på den anden side af et hårdt og opslidende forhold. Det forhold som hun altså siger endegyldigt farvel til her på tredje udspil, Jeg Er Done.

Videoen til singlen er en live session optaget med fuldt band i en grusgrav – en kulisse der afspejler både det smukke, dramatiske og rå, der bor i Hedias sange.

Sofia har de seneste år markeret sig med sin varme, ærlige pop fra et voksent perspektiv. Hun udgav i 2019 det meget roste album Drømmespind, hvorfra singlen Spøgelser roterede på P4.

De nye sange er skabt i samarbejde med producer Birk Nevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *