Udstilling: Kronprins Frederik 50-års fødselsdag

I anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag den 26. maj 2018 åbner Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot to udstillinger og afslører et nyt portræt af Kronprinsen. En stor udstilling i slottets riddersal bliver en rig fortælling om Kronprinsen med nedslag i begivenheder og temaer, der er centrale i Kronprinsens livsforløb.

I Prinsessefløjen bliver et helt nyt portræt af Kronprinsen centrum for en udstilling med portrætter af den australske billedkunstner Ralph Heimans. Udstillingen viser en væsentlig del af kunstnerens produktion, der omfatter et portræt af H.K.H. Kronprinsessen, medlemmer af det engelske kongehus og store internationale personligheder.

Fredag den 25. maj åbner Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot de store døre til Riddersalen og til en fortælling om Kronprinsen, der fylder 50 år. Riddersalen er i sig selv en prægtig ramme til en udstilling om Danmarks tronfølger, og gæsterne på museet kan forvente at opleve flot iscenesatte genstande, dragter og billeder, der hører til fortællingen om Kronprinsens liv.

Udstillingen ’H.K.H. Kronprins Frederik – Prins til Danmark’ giver en lang række tematiske indblik i Kronprinsens liv gennem fem årtier. Temaer som barnedåb, bryllup, uddannelse, familie og personlige interesser bliver fortalt med et historisk perspektiv til tidligere kronprinsers liv og virke.

”Vi vil gerne skabe en fortælling om Kronprinsen, der giver vores gæster en fornemmelse af, hvordan Kongehusets funktion og rolle er præget af både kontinuitet og forandring, og vi glæder os til at vise de mange genstande, som kongehuset gavmildt har stillet til rådighed for udstillingen”, fortæller Mette Skougaard, direktør på Det Nationalhistoriske Museum.

SE HER: Køb kunst

Ralph Heimans’ nye portræt af Kronprinsen

Kronprinsens 50-års fødselsdag er også anledning til, at Det Nationalhistoriske Museum har bestilt et nyt portræt hos den australskfødte billedkunstner Ralph Heimans. Portrættet bliver præsenteret for publikum i Prinsessefløjen, hvor det indgår i en retrospektiv udstilling med en lang række af Ralph Heimans’ værker.

I 2006 bestilte Det Nationalhistoriske Museum et portræt af Kronprinsessen hos Ralph Heimans. Portrættet indgår i dag i museets samlinger, og det får naturligvis en central placering ved siden af det nye portræt af Kronprinsen. Derudover har museet indlånt mange af hans øvrige portrætter, der omfatter fremtrædende medlemmer af det engelske kongehus og prominente internationale kulturpersonligheder fra blandt andet litteraturens og musikkens verden. Ralph Heimans’ portræt fra 2017 af engelske Prins Philip, der på billedet bærer elefantordenen som symbol på de danske aner, er med i udstillingen inden portrættet skal tilbage til London.

Begge udstillinger åbner for publikum fredag den 25. maj og kan opleves til og med den 2. september 2018.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.