SUN STARE SOUND

Fotograf: © Kristoffer Øen

Det anmelderroste norske band The Megaphonic Thrift er klar med det tredje album, der har skandinavisk release 20. februar 2015.

Bergen-baserede The Megaphonic Thrift fik med deres seneste album fra 2012 markeret sig som et af de mest interessante og væsentlige nyere bands inden for støjrock genren. Det var traditionen fra navne som Sonic Youth og My Bloody Valentine, der på det selvbetitlede andet album blev løftet op og spillet ind i en ny og helstøbt sammenhæng. Albummet blev også i Danmark rost til skyerne, og blandt andre magasinerne Soundvenue og Gaffa var ude med topkarakterer for bedriften.

SE OGSÅ: Masser af musik på CD

Nu tre år efter er The Megaphonic Thrift så klar med et nyt album, Sun Stare Sound, som føjer nye linjer til bandets forførende, atmosfæriske univers. The Megaphonic Thrift er stadigvæk funderet i eksperimenterende, psykedelisk støjrock, men sangene på det nye album er blevet tilført mere tydelige elementer af pop, der gør, at albummet på én gang følger tråden flot op på de tidligere album samt åbner op for nyt terræn. Sun Stare Sound er et fremragende sted at mødes for gamle og nye fans.

The Megaphonic Thrift udgøres af Richard Myklebust, Linn Frøkedal, Njal Clementsen og Fredrik Vogsborg, der har været involveret i nogle af de mest interessante projekter og konstellationer på den norske scene de senere år. Nævnes kan Casiokids, Young Dreams, The Low Frequency in Stereo og Electric Eye. Men nu er de sammen, som The Megaphonic Thrift, klar til at tage bandet et skridt videre.

The Megaphonic Thrift har en række større turnéer bag sig både i hjemlandet Norge og udenlands. Og så har de delt scene med bands som Stephen Malkmus & The Jicks, Dinosaur Jr. og A Place To Bury Strangers.

Fra Sun Stare Sound er de to tracks “Bergen Revels” og “Blistering Heat” tidligere sluppet som singler. Tredje single fra albummet bliver “Interlopers”.

FAKTA
Band: The Megaphonic Thrift
Titel: Sun Stare Sound
Format: Album – 12″ vinyl + digitalt
Label: YAP Records (Young Aspiring Professionals)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.