Kulturmødet 2017

Kulturmødet 2017 bugner med oplevelser og publikum kan glæde sig. Kulturmødet 2017 tæller blandt andet litterære møder med Einar Már Guðmundsson og Jens Christian Grøndahl, koncerter med Poul Krebs og Nikolaj Znaider, en snigpremiere på Erik Clausens nye film, fransk gadeteater, masser af sjove og interaktive børneoplevelser – og ikke mindst en vifte af betagende udsmykninger og udstillinger.

Den 24. til 26. august er det femte gang, at Kulturmødet afvikles på Mors. I løbet af de forgangne år er begivenheden vokset fra 7.000 deltagere i 2013 til hele 20.000 sidste år. Kulturmødet har således manifesteret sig som Danmarks mest markante begivenhed, når det kommer til at sætte dagens og fremtidens kunst og kultur på den landsdækkende dagsorden.

Igen i år vil Kulturmødet bestå af en nøje kurateret kombination af debatarrangementer med en bred vifte af spændende kunstnere, kulturaktører, politikere, erhvervsfolk og andre meningsdannere og en stort anlagt kulturfestival med hundredevis af oplevelser og aktiviteter.

Store forfattere og unge talenter

På den litterære front kan publikum glæde sig til samtaler med en bred vifte af de mest prominente og interessante forfattere netop nu – blandt andre Einar Már Guðmundsson, Jens Christian Grøndahl og Maria Helleberg. Mere end ti forfattere vil gæste Kulturmødet, og de kan blandt andet opleves under unikke rammer ved køkkenbordet i Monas Hus.

Desuden sætter det litterære program også særligt fokus på unge talenter, og således vil man kunne opleve både debatter og oplæsninger med repræsentanter fra Helsingør Ungdomsskole, Ordkraft Skriveklub og Brønderslev Forfatterskole.

Masser af musik – fra Krebs til Znaider

Kulturmødet vil bugne med musik. Således vil blandt andre Poul Krebs, Pia Raug, Pernille Højmark, Dissing & Las Trio, Poul Halberg & Friends lægge vejen forbi – foruden omtrent 30 andre grupper, herunder adskillige upcoming navne.

Den klassiske musik er særligt stærkt repræsenteret. Den verdensberømte violinist Nikolaj Znaider vil optræde sammen med pianisten Robert Kulik, mens den Bjarke Mogensen på accordion vil give en koncert sammen med mezzosopranen Andrea Pellegrini.

Rikke Sandberg og Tanja Zopolski vil spille firehændigt klaver, og er man til messingblæs af højeste kaliber, bør man tage til koncert med Copenhagen Saxophone Quartet

Herudover vil der være mere end ti yderligere klassiske oplevelser på programmet – og mange muligheder for fællessang.

Snigpremiere på ny Erik Clausen-film

Er man til film, venter der en eksklusiv snigpremiere på Erik Clausens kommende film, Aldrig mere i morgen, samt på Farvel til Europa – en tysk film om forfatteren Stefan Zweig.

Desuden kan man se Eva Mulvads film om violinisten Charlie Siem, A Modern Man, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens dokumentar om 70 danske kvinders seksuelle oplevelser, Venus – Let’s Talk About Sex, og Fenar Ahmads Underverden med Dar Salim i hovedrollen. Hertil kommer en bred vifte af dokumentarfilm og film af unge filmtalenter.

Spektakulær scenekunst og masser af børneaktiviteter

Teaterfans kan glæde sig til alt fra spektakulært gadeteater, leveret af det franske kompagni Albedo, til musikalsk teater om fremmedangst, leveret af aarhusianske Opgang2. Hertil kommer den nye kærlighedsforestilling Doktor Carl von Cosels hemmelige liv, samt gadeparade og en forestilling leveret af Dunkelfolket – foruden mange flere forestillinger.

Børnene kan glæde sig til marionetteater, hvor Fru Salt møder Hr. Peber, til Sigurd Barrets fantastiske Danmarkshistorie og fornøjelige fysiske udfoldelser leveret af Legeskibet. Der vil også være en masse spændende workshops for børn – herunder én leveret af DR, hvor børn kan lære at lave radio. Alt i alt vil der være omkring 50 aktiviteter særligt målrettet børn.

Ved Fjorden opbygges et unikt område for særligt de unge – et område med et stærkt visuelt udtryk, bestående af palletanke, lys, trækonstruktioner og sejl. Her kommer det til at sprudle af liv, musik, debat, workshops og meget mere, når de unge mødes for at diskutere kunst og kultur og selv udtrykke sig kreativt.

Her kan man også møde 25 unge nordiske og europæiske kunstnere, der deltager i Nordic Culture Camp og herigennem bidrager til den internationale dimension af Kulturmødet.

Kunstneriske udsmykninger og udstillinger

Billedkunsten har en helt særlig rolle på Kulturmødet. For her er ikke blot tale om enkeltstående oplevelser, men også om den fantastiske udsmykning af hele området. Således kan folk glæde sig til den flotte billedbue med 30 motiver udført af Corner-kunstnere – hvor hvert enkelt motiv måler 125×125 centimeter – samt et vægmaleri af Rey Gonzales og lysinstallationer ved Musikpladsen og Fjorden.

Hertil kommer udstillinger med Kirsten Klein (foto), Erik Heide (skulptur) og Niels Rahbek (skulptur, fyrtårn og karikaturtegning). Endelig vil der også være den kunstneriske begivenhed Øst møder Vest, hvor ti kunstnere fra Østdanmark og ti kunstnere fra Vestdanmark mødes og maler i fællesskab.

Derfor skal filmelskere tage til Kulturmødet 2017

Der er mangt en stor filmoplevelse i vente på Kulturmødet. Det gælder ikke mindst den eksklusive snigpremiere på Erik Clausens splinternye film, Aldrig mere i morgen, som er Clausens første film siden Mennesker bliver spist.

Filmen skildrer den selvoptagede kunstmaler Thorvald – spillet af Clausen selv – som dør under et interview i forbindelse med sin 80-års fødselsdag. Trods sin død får han mulighed for at følge de efterladte, og det giver ham et indblik i det aftryk, han har efterladt på sin familie. I særlig grad sin søn vincent – spillet af Nicolas Bro – som har haft et anstrengt forhold til sin far.

Filmiske skildringer af store kunstnere

Kulturmødet byder på endnu en snigpremiere i form af filmen Farvel til Europa, som skildrer den østrigske forfatter Stefan Zweigs liv. Filmen er instrueret af Maria Schrader, og den følger den jødiske forfatters kamp for retfærdighed under 2. verdenskrig. En kamp, der udspiller sig samtidig med, at Zweig forsøger at finde et nyt sted, han kan kalde sit hjem.

På programmet finder man også den prisvindende instruktør Eva Mulvads film om violinisten Charlie Siem, A Modern Man, hvor hun går på jagt efter mennesket bag den perfekte facade.

Dokumentar om danske kvinders sexliv

Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens dokumentar om 70 danske kvinders seksuelle oplevelser, Venus – Let’s Talk About Sex, må forventes at trække et stort publikum til ud fra emnet alene. Men årsagen bør i endnu højere grad være, at der er tale om en stærkt rost film, som har fået tildelt både 5 stjerner af Berlingske og 5 hjerter af Politiken.

Endelig kan man også opleve Fenar Ahmads aldeles spændende Underverden med Dar Salim i hovedrollen, foruden en bred vifte af dokumentarfilm og film af unge filmtalenter.

Det komplette program offentliggøres den 1. august. Følg med på www.kulturmoedet.dk.

GAVEKORT TIL KULTUROPLEVELSER… KLIK HER

Fakta om KULTURMØDET

HVOR: Nykøbing Mors

HVORNÅR: 24. til 26. august 2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *