Hybrid-festival vil sende dig på opdagelse i din egen fremtid

Hvordan bor vi i 2030? Hvad spiser vi i fremtiden? Hvilken indflydelse får kunstig intelligens og robotter på vores arbejdsliv og privatliv? Hvordan gentænker vi vores byer, så de understøtter en klimavenlig fremtid? Og hvordan skaber vi en mere lige og bæredygtig verden? Det er bare et lille udpluk af de spørgsmål, som fremtidslaboratoriet SPACE10 og holdet bag Trailerpark Festival forsøger at udforske og svare på under hybrid-festivalen Made in Space.

Missionen er at gøre folk nysgerrige på hvordan vi kommer til at leve, bo og arbejde mere bæredygtigt og meningsfuldt i fremtiden. Festivalen foregår fem forskellige steder i Kødbyen på Vesterbro og er en hybrid mellem en festival, en konference og et laboratorium.

Programmet byder på hele 20 foredrag, 18 musikoplevelser, 16 performances, 14 paneldebatter, 10 talent showcases, 9 workshops og 4 specielle SPACE10 lab sessions – altsammen på engelsk. Man kan blandt andre høre Katharina Unger fortælle om hvordan spiselige orme, der er dyrket direkte i eget køkken, kan gøre vores madvaner mere bæredygtige – hør også Pontus Westerberg fortælle om, hvordan han bruger computerspillet Minecraft som et deltagelsesværktøj til at skabe smartere byer i Afrika.

Internationale talere af høj kaliber

20 nøje udvalgte internationale eksperter deler ud af deres visioner for, hvordan vi skaber et bedre “i morgen” med de muligheder og udfordringer, vi har idag. Made In Space samler en bred palette af internationalt anerkendte talere, og det bliver således muligt at opleve eksperter fra FN, prisvindende professorer fra MIT, progressive designere, nytænkende arkitekter og antropologer, madkunstnere, bæredygtighedsprovokatører, futurister og visionære ballademagere.

“Vi har inviteret en række af de mennesker, der inspirerer os, og som vi føler har nogle interessante svar på eller visioner for, hvordan vi skaber en bedre fremtid for os alle sammen. Vi er så stolte af, at vi kan samle nogle af verdens mest progressive tænkere i København,” udtaler Carla Cammilla Hjort, som står i spidsen for SPACE10.

Made In Space arbejder med tre hovedtemaer under eventet: “Digital Empowerment”, “Coexistence” og “Circular Societies” og Udover hovedtalerne vil temaerne foldes ud gennem interaktive udstillinger, workshops, screenings og debatter. SPACE10 giver offentligheden et indblik i deres egen research og arbejde gennem det seneste år.

 

Disse problemstillinger udforskes under Made In Space:

Klimaændringer

14.7 millioner mennesker måtte flygte på grund af klimaforandringer i 2016 – dobbelt så mange som flygtede fra krig. 250 millioner mennesker er i risikozonen for at blive permanente klimaflygtninge. Klimaforandringer er ikke længere noget forskere taler om, men en virkelighed som mennesker mærker kloden rundt. Derfor er det nødvendigt at accelerere forskningen i hvordan vi håndterer klimaændringerne og komme med mere klimavenlige løsninger.

Urbanisering

For nogle årtier siden boede 25% af mennesker i byerne, i 2050 stiger den andel til 70 %. Det betyder, at der skal bygges en by på størrelse med New York, hver anden måned, de næste 35 år, hvis vi skal kunne huse alle de mennesker, der flytter til byen. Det har vi hverken tiden eller ressourcerne til, så derfor er det nødvendigt at udforske nye måder at designe og bygge byer på.

Forbruger-ismen

Millioner af mennesker forlader et liv i ekstrem fattigdom i disse år og millioner vil følge dem – det er grundlæggende godt, men det medfører også en kraftig stigning i det globale forbrug og en markant øget CO2-udledning. Når CO2-udledningen stiger i takt med at forbruget øges, bliver det afgørende at udforske nye måder at designe og bygge byer på, som mindsker CO2-udledningen.

Mangel på mad

Der bliver brug for 70% mere mad i løbet af de næste 35 år og vores nuværende fødevaresystem er ikke særligt bæredygtigt; fx bliver der brugt 2400 liter vand til at producere blot én burger. Et æble er i gennemsnit seks måneder om at rejse fra træet til supermarkedet, så ofte er den mad vi opfatter som sund, netop ikke det. Manglen på mad kalder i den grad på at undersøge mulighederne for hvordan vi producerer mere mad lokalt og i byerne, som både er sund og miljøvenlig.

Se også: Gavekort til oplevelser i København

 

Fakta om Made in Space:

• 15.-17. juni

• 5 forskellige locations i Kødbyen, Kbh

• Hovedtemaer: “Coexistence”, “Circular Societies” & “Digital Empowerment”

• Hybrid mellem en festival, konference & laboratorium

• Mere information @space10_journal

• Billetter madeinspace.io

Om talerne under Made In Space:

Digital Empowerment

Pontus Westerberg arbejder hos UN-Habitat, FNs program særligt målrettet bæredygtige byer. Desuden har han arbejdet for en række forskellige NGO’er i over 10 år. I sit oplæg vil han fortælle om projektet Block by Block, et borgerindragelsesværktøj hvor alle kan være med til at designe deres egen by og miljø, med udgangspunkt i det populære spil Minecraft .

Carlo Ratti er direktør for SENSEable City Lab på det verdenskendte MIT (Massachusetts Institute of Technology) i USA. Den banebrydende udvikling, som lige nu finder sted indenfor data, netværk og teknologi, vil fuldkommen transformere vores nuværende måde at forstå, designe og bygge byer. Carlo Rattis mission med SENSEable City Lab er at forudsige disse transformationer og at studere dem fra et kritisk synspunkt.

Indy Johar er arkitekt og co-founder af Zero Zero. Han ønsker at transformere og genopfinde byer og bygninger som vi kender dem i dag, udfra en radikal tankegang. Hans oplæg vil handle om hvordan vi kan skabe radikale forandringer ved at ændre de underliggende infrastrukturer, vores samfund er bygget på, ved at bygge decentraliseret systemer indenfor alt fra finans, til distribuering af services og produkter.

Coexistence

Anton & Irene er et Brooklyn-baseret designstudie, som bl.a. har lavet projekter for Balenciaga, BBC, The Met, Nikelodeon, National Geographic og Wacom. De har også vundet en række priser såsom, Emmys og Cannes Lions. Deres perspektiv på coexistence vil blive fortalt som en talk med udgangspunkt i deres “One-Shared House” samt en workshop, der udforsker hvordan co-living kan se ud i 2030.

Al Jeffrey, 22, har været nomineret til Australian of the Year hele to gange og er i blandt Top 30 Australian Entrepreneurs under 30. Han er en tanke-leder, international keynote speaker og forfatter. Han har bl.a. arbejdet for Apple, AusPost og Telstra. Hans hovedinteresser er indenfor bæredygtighed, innovation og fællesskaber – og mere specifikt, hvordan man designer miljøer, som fostrer menneskets fulde potentiale og kreative processer. Til Made in Space holder han en talk og workshop om personlig vækst i det 21. århundrede. Derudover har han en passion for yoga og meditation, og vil derfor også stå for en yoga session.

Madkunster og antropolog, Caroline Hobkinson, udfordrer den almene spiseoplevelse som vi kender den. Hun skaber oplevelser, som spiller på alle sanser og gør op med de traditionelle konventioner. Hun har bl.a. skabt en magisk skov i Sverige med udgangspunkt i dette, og er personen bag transformationen af The Hoxton Hotel i London. Under Made in Space vil hun fortælle os om, hvordan mad påvirker vores fællesskaber, og hvilken rolle teknologi spiller. Derudover vil hun lave en helt special madoplevelse for et mindre publikum, hvor man kan opleve hendes ord blive til handling.

Circular societies

Med den prestigefyldte titel “UN Champion of the Earth” og udnævnelsen “bæredygtighedsprovokatør”, er Dr. Leyla Acaroglu en ægte change-maker indenfor konceptet circular societies. Desuden er hun førende indenfor bæredygtigt og disruptive design – et felt som hun også har en Ph.d. i og har vundet utallige priser for. Under Made in Space vil hun fortælle om hvordan design, arkitektur og teknologi kan bane vejen for banebrydende bæredygtighed. Derudover holder hun også en workshop, hvor deltagerne selv kan lære metoderne til at skabe disruption.

Katharina Unger er grundlægger af Living Farm – et værktøj og smukt design som gør det muligt for forbrugere selv at dyrke spiselige insekter derhjemme. Dette er verdens første af sin slags, og et produkt der taler ind i vores voksende udfordringer forbundet med klimaforandringer, som i høj grad er drevet af vores nuværende kødproduktion og proteinforståelse. Hendes oplæg vil handle om, hvordan vi kan skabe en brugerflade mellem mennesker, natur og teknologi, der kan nedbryde nogle af de kulturelle barrierer, der eksisterer i forbindelse med nye tilgange til mad og protein.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *