Hidtil ukendte billeder fra det befriede Danmark

Lee Millers hidtil ukendte billeder kan opleves for første gang på Det Nationalhistoriske Museum. 

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot udstiller næsten 100 hidtil ukendte billeder fra det befriede Danmark i maj-juni 1945. Fotografen er Lee Miller, der kom til Danmark som krigskorrespondent for magasinet Vogue. Lee Millers billeder fra Danmark har aldrig tidligere været udstillet, og kun et fåtal af dem har været bragt i britisk og amerikansk Vogue. Billederne tilhører i dag Lee Miller Archives.

”Det har været et spændende arbejde at finde frem til så mange historiske fotos fra tiden kort efter besættelsens ophør. Kun et fåtal har tidligere været publicerede i britisk og amerikansk Vogue, og de var nær blevet glemt og tabt for eftertiden. Lee Millers dokumentation af det befriede Danmark skal ses i perspektivet af, at hun forinden har oplevet flere af fronterne i den frygtelige krig og al for megen ødelæggelse og menneskelig elendighed”, fortæller Mette Skougaard, direktør på Det Nationalhistoriske Museum.


Artiklen fortsætter under annoncen





Lee Miller kom til Danmark fra Tyskland i bil, og hendes billeder og reportager fra opholdet i Danmark fortæller, at hun ankom inden 20. maj og rejste en måneds tid senere. De fleste af hendes fotografier er optaget i København, men fotos af idylliske danske bondegårde bevidner, at hun også færdedes uden for byen, og det kan dokumenteres, at hun har været ved Ledreborg Slot ved Lejre, samt at hun besøgte Korsør.

Lee Millers historie

Historien om Lee Miller er først og fremmest en begivenhedsrig og spændende historie om en af det 20. århundredes mest bemærkelsesværdige kvinder. Historien tager sin begyndelse foran kameraet, men det er utvivlsomt Lee Millers arbejde bag kameraet – som modefotograf, kunstner og krigskorrespondent – der har givet hende en stor plads i eftertiden.

I 1920’ernes New York bliver Lee Miller model for Vogue efter at være blevet castet af selveste Conde Nast, og hun bliver hurtigt en populær model blandt byens toneangivende fotografer. Efterfølgende arbejder Lee Miller som modefotograf, blandt andet for Vogue, og i 1929 drager hun til Paris. Her danner hun par med surrealisten Man Ray og hun arbejder med portræt- og modefotografi, men det er hendes surrealistiske kunstfotografier, der står klarest for eftertiden.

I 1932 vender Lee Miller retur til New York og etablerer sig succesfuldt som fotograf. Efter et par år møder hun den egyptiske forretningsmand Aziz Eloui Bey, og sammen med ham bosætter hun sig i Ægyptens hovedstad Cairo. I slutningen af trediverne træffer hun den britiske surrealist Roland Penrose, der senere bliver hendes anden ægtemand, og hun lever sammen med ham i London, da 2. Verdenskrig bryder ud.

SE OGSÅ: Kunst, malerier og plakater

I London trodser hun hjemrejseordrerne fra den amerikanske ambassade og begynder at arbejde som freelancefotograf for magasinet Vogue. Det blev starten på en omfattende dokumentation af livet i Europa under 2. Verdenskrig. I 1944 bliver Lee Miller akkrediteret fotograf til den amerikanske hær og følger blandt andet de amerikanske troppers fremrykning i Europa efter D-dag. Senere er hun førstehåndsvidne ved en række øvrige dramatiske fronter, og hun skaber stor opmærksomhed omkring sig selv, da hun i slutningen af krigen lader sig fotografere i Hitlers badekar af fotografen David E. Scherman, der arbejder for magasinet Life.

I ugerne inden hun kommer til Danmark, er Lee Miller også ved frontlinjen, da koncentrationslejrene Dachau og Buchenwald bliver befriede, og efter den tyske kapitulation befinder hun sig i Flensborg, hvor Rigspræsident Karl Dönitz havde slået sig ned med sin regering og kortvarigt gjorde Flensborg til regeringsby.

Efter krigen fortsætter Lee Miller med at arbejde for Vogue i endnu et par år, hvor hun dækker områderne mode og berømtheder. I 1947 gifter hun sig med Roland Penrose, og hun bidrager til hans arbejde med biografier om Picasso, Miró og Tàpies. I deres hjem Farleys House i Sussex erhverver de masser af samtidskunst, som i mange tilfælde er skabt af venner og gæster, der inkluderer Pablo Picasso, Man Ray, Max Ernst og Joan Miró.

I dag udstiller Farleys House værker af Lee Miller og Sir Roland Penrose sammen med de samlinger, der blev opbygget igennem godt tre årtier. Lee Miller døde i 1977.

Fakta om udstillingen “Det befriede Danmark”

HVOR: Det Nationalhistoriske Museum,  Frederiksborg Slot, 3400 Hillerød

HVORNÅR: 9. marts – 24. juni 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *