Fredagsrock i Tivoli 2019

Tivoli præsenterer både et internationalt navn samt et stærkt savnet dansk rap-navn i årets Fredagsrockprogram 2019.

Kavalkade af hits med den legendariske walisiske sanger.

Til årets Fredagsrock koncerter kan publikum glæde sig til at se Tom Jones, der gennem fem årtier har været en anmelderrost sanger. Tom Jones, der har solgt mere end 100 mio. albums, gør sin entré på Plænen i Tivoli den 5. juli klokken 22.00.

Den succesfulde waliser Tom Jones har været musikalsk aktiv siden 1963 og har et trofast publikum i Danmark. Tom Jones har været en del af toppen af musikverdenen i over 50 år, hvor han har vist sin langtidsholdbarhed i så forskellige genrer som rock, soul, pop, r&b, country, dance og sågar gospel.

Nye såvel som gamle fans kan i Tivoli se frem til genhør med hits som Sex Bomb, I’ll Never Fall In Love Again, It’s Not Unusual og What’s New Pussycat og mange flere. Tilbage i 2006 blev det walisiske sangikon Tom Jones adlet af Storbritanniens Dronning Elizabeth. At Tom Jones er still going strong kan alle forvisse sig om ved en hurtig googling, hvor nettet flyder over med positive musikanmeldelser samt hans rolle som dommer og mentor på det engelske talentprogram ‘The Voice’ på BBC One’

Programchef i Tivoli Thor Feilberg siger om de to navne: “Tom Jones er en af de artister, man ikke kan komme udenom. Han har markeret sig gennem fem årtier og har altid forstået at udvikle sin musik i takt med tiden. I 1999 samlede han eksempelvis en hel ungdomsgeneration op med albummet Reload, hvor sange som Sex Bomb og Burning Down the House, toppede hitlister verden over. Vi er mange, der ser ham som en levende legende i nutidig musikhistorie, og her som 78 årig, er han i bedre musikalsk form end nogensinde.”

annonce

Køb entre til tivoli som gavekort hos GODREAM… KLIK HER

Den Gale Pose starter genforeningstur i Tivoli

Det var rapperne fra Den Gale Pose, der sammen med Hvid Sjokolade, spillede til den første Fredagsrock i Tivoli nogensinde. Nu er de tilbage på den selvsamme weekend som for 22 år siden og det trofaste publikum kan glæde sig til klassikere som Spændt Op Til Lir, Definitionen Af En Stodder og Den Dræbende Joke. Den Gale Pose var banebrydende, da de i 1990’erne var med til at definere en ny lyd i dansk rap. Ud over Jesper( Jokeren) Dahl og Nicholas Kvaran vil også Szhirley samt Dj Static være at finde på scenen. På grund af Rasmus Bergs alt for tidlige død, har Den Gale Pose haft mange overvejelser om deres genforeningsturné – men har valgt at gennemføre i hans ånd. Den Gale Pose kickstarter deres genforeningsturné i Tivoli!

Jokeren alias Jesper Dahl siger: “Det er altid en fornøjelse at spille i Tivoli. Jeg husker engang, vi skulle spille herinde, hvor jeg var så nervøs, at jeg lige tog en tur i Dæmonen, og så var jeg klar igen. I starten var det jo ikke fordi, at vi var dem, der solgte flest plader. Men set i bakspejlet er der mange, der ser de første plader som nogle klassikere. Det var det samme, da vi udkom med Spændt Op Til Lir. Men det har bare være noget, der har stået igennem tiden. Det kan man da godt kalde en evergreen. Og det kan vi godt være stolte af.”

Og om Den Gale Pose siger Thor Feilberg: “Den Gale Pose er et ikonisk band, der i den grad har været med til at forme udviklingen i Dansk Rap. I Tivoli har vi et særligt forhold til DGP, da de åbnede den allerførste Fredagsrock koncert i april 1997. Her, 22 år senere, giver de så den første koncert på deres genforeningstur – ovenikøbet i samme weekend som de åbnede Fredagsrock på, for over tyve år siden. Det synes vi er smukt”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.