COPENHAGEN SUMMER FESTIVAL 2017

Fra 30. juli til 10. august er det tid for den traditionsrige festival, Copenhagen Summer Festival, i Charlottenborgs Festsal på Kgs. Nytorv i København.

Over de tolv dage præsenteres et vidtfavnende og spændende program med tretten koncerter leveret af danske og internationale musikere indenfor kammermusikken.

Festivalen har eksisteret siden 1969 med den bærende profil at præsentere klassisk kammermusik med unge talenter på vej. Festivalen er en af Danmarks vigtigste kammerkoncert-serier, og den har givet mange af dagens førende ensembler deres gennembrud. Konceptet er at engagere højt profilerede kunstnere side om side med morgendagens stjerner, både som en garant for festivalens hele kvalitet og som en opmærksomhedsskabende faktor over for publikum og presse.

Gavekort til oplevelser i København

Årets program for de tolv koncerter:

Søndag 30. juli kl. 16.30
Åbningskoncert med vinderen af Young Talents EBU Competition 2014 Camille Thomas, cello, og Beatrice Berrut, klaver.
Den franske cellist Camille Thomas blev født i 1988. Hun er kæmpe talent, og prisen New Talent 2014 var blot kulminationen på en lang række priser og anerkendelser. Hun optræder i jævnligt i nogle af Europas bedste koncertsale i bl.a. Berlin, Paris og Bruxelles som solist på festivaler og i koncertserier. Hun har eksklusiv aftale med Deutsche Grammophon.
Ved klaveret er Beatrive Berrut. Hun har en strålende karriere som solist både i Europa og USA. Desuden optræder hun jævnligt i kammermusikalsk sammenhæng, bl.a. med Schlomo Mintz, Itzhak Perlman, Frans Helmerson. I mange år har hun spillet sammen med Camille Thomas og har indspillet flere CD’er.

Mandag 31. juli kl. 19.30
Bjarke Mogensen, accordion, med Strygekvartet Kirstine Schneider, Kehan Zhang, Jens Balslev og Josephine Opsahl
En af vores mest talentfulde unge musikere, Bjarke Mogensen, har fundet sammen med strygekvartet. Sammen opfører de bl.a. nykomponeret musik af Anders Koppel og Poul Ruders.
Kirstine Schneider er violinist i strygekvartetten og modtog tidligere på året P2 Talentprisen. Kvartettens cellist Josephine Opsahl har bearbejdet Koppels Concerto til denne besætning.
Koncerten optages af DR P2.

Tirsdag 1. august kl. 19.30
Prisvinder Aarhus International Piano Competition 2017, Rafael Kyrychenko.
Dette års prisvinder er født på Azorerne og begyndte at spille klaver som femårig. Han har vundet flere priser ved internationale konkurrencer, spillet koncerter især i Europa og studerer fortsat bl.a. hos den berømte pianist Maria Joäo Pires. Han er en usædvanlig begavet klaverspiller på vej i international karriere. Ved koncerten spiller han værker af Carl Nielsen, Ravel, Messiaen og Prokofjev.

Onsdag 2. august kl. 19.30
Trio Amerise er en ny blæsertrio, som debuterede i foråret 2017.
Den Skandinavisk blæsertrio udgøres af islandske Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte, danske Morten Sønderskov Jensen, klarinet, og svenske Lucia Amerise, fagot. Ensemblet spiller på et højt og meget virtuost niveau og med et meget varieret repertoire. Ved koncerten spilles musik af Devienne, Beethoven og Muczynski.

Torsdag 3. august kl. 19.30
Klaverkvartet, med Kirstine Schneider violin, Elaine Ruby klarinet, Matias Vestergaard Hansen klaver, og Josefine Opsahl, cello.
Ung ny klaverkvartet med stærkt talentfulde musikere, som hver på sin måde er kommende stjerner. De har fundet sammen – som flere andre unge instrumentalensembler – gennem prof. Tim Frederiksens klasse i kammermusik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Koncerten indeholder musik af Messiaen, Debussy og den danske komponist Martin Lohse.

Fredag 4. august kl. 19.30
Helt unge talenter, prisvindere fra Steinway og Berlingske musikkonkurrencer.
Koncert med den helt unge generation af musikalske talenter. Her medvirker Anissa Gybel, violin, Dafne Stilund Nielsen, blokfløjte, Astrid Øland Schultz, violin og Daniel Horsted Rasmussen, saxofon. Alle fire har vundet guldmedalje eller 1. præmie i Berlingske Musikkonkurrence 2017. Anissa Gybel modtog desuden årets store Talentpris.
Gratis entré.

Lørdag 5. august kl. 16.30
Benedikte Damgaard, violin, og Emil Gryesten, klaver.
De to musikere hører begge til den mere etablerede del af den klassiske musikscene. Begge er på Kulturministeriets liste over nogle få udvalgte solister, hvis talent og muligheder giver dem adgang til en særlig talentstøtte, som i større stil skal få den internationale karriere til at løfte sig.
Programmet rummer musik af Grieg, Ravel og Brahms.

Søndag 6. august kl. 16.30
”Historien om en soldat” med oplæsning ved Jesper Buhl. Familiekoncert.
Stravinskys musik til fortællingen stammer fra 1918. Historien er baseret på et russisk folkeeventyr. Soldaten Joseph sælger sin sjæl (sin violin) til djævlen, som herefter får magten over ham. Til gengæld får han penge og materiel velstand. Da han vil genvinde sin tidligere lykketilstand, mister han det hele. Moralen er, at livet kun giver os én chance for lykke. Vil vi have flere, uden at betale livets pris, mister vi det hele.
Stravinskys musik er en klassiker og fremføres her med fortæller og stort ensemble.

Søndag 6. august kl. 19.30
Klaver recital og duo med Daria Rabotkina og Poul Rosenbaum.
Den russisk – amerikanske pianist Daria Rabotkina vender tilbage til festivalen. Hun har en omfattende karriere især i USA, hvor hun sin unge alder til trods er klaverprofessor ved Texas State University. Begge hendes forældre er pianister, og den kendte pianist Vladimir Feltsman har været en af hendes vigtigste lærere. Daria Rabotkina har vundet en række internationale priser. Den kendte, danske pianist Poul Rosenbaum hører blandt vennekredsen, og sammen udgør de en klaverduo, som spiller sammen ved udvalgte lejligheder. Programmet omfatter både solomusik af Dvorak, Reger, Rachmaninoff og Schumann, og 4-hd. musik af Ravel og Rachmaninoff.

Mandag 7. august kl. 19.30
Trio med Anna Egholm, violin, Elisabeth Brauss, klaver, og Anastasia Kobekina, cello.
Tre af tidens bedste unge europæiske solister har fundet sammen i denne trio. Violinisten fra Danmark, pianisten fra Tyskland og cellisten fra Rusland har alle vundet vigtige nationale og internationale priser og kan her for første gang opleves med musik af Haydn, Mendelssohn og Schostakowitch.

Tirsdag 8. august kl. 19.30
Øresunds Solist prisvindere.
Tre unge violinister, Alva Holm, Kitiara Braune og Michael Germer.
Øresunds Solist er en af de vigtigste musikkonkurrencer for unge i Skandinavien. I programmet præsenteres tre violinister, som foruden priser i Øresunds Solist også har modtaget andre musikpriser. De er alle tre godt på vej, stadig under uddannelse, men allerede med mange koncerter i ind- og udland. Berit Johansen Tange spiller klaver med solisterne, og foruden soloprogrammer forenes de tre solister i J.S. Bachs koncert for 3 violiner.

Onsdag 9. august kl. 19.30
Pianist Kate Liu, prisvinder Chopin Competition 2015.
Kate Liu vandt 3. prisen i den internationale Chopin Competition 2015. Hendes spil blev dog fremhævet som exceptionelt, og på den baggrund er det med særlige forventninger, at Copenhagen Summer Festival præsenterer den kun 23 årige kinesisk – amerikanske pianist første gang i Danmark. Musik af bl.a. Brahms og Scriabin.

Torsdag 10. august kl. 19.30
Copenhagen Summer Festival Talentpris, Adam Koch Christensen violin.
Talentprisen uddeles for 6. gang. Denne gang er modtageren den 17 årige violinist Adam Koch Christensen, som studerer hos prof. Serguei Azizian. Han har vundet både Berlingske Konkurrence, Jacob Gade Legat og Øresunds Solist. Programmet omfatter musik af Mozart, Beethoven, Poul Ruders, Ysaÿe og Brahms. Berit Johansen Tange akkompagnerer på klaveret, og Talentprisen overrækkes af Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen.
Gratis entré.

Fakta om Copenhagen Summer Festival 2017

HVOR: Charlottenborg Festsal, Kgs. Nytorv, København

HVORNÅR: søndag 30. juli – torsdag 10. august, hverdage kl. 19.30 – lørdag og søndage klokken 16.30

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *