Copenhagen Songwriters Festival 2017

 Nu, hvor sommerens festivalsæson er  godt i gang, kan sensommerens Copenhagen Songwriters Festival melde klar med de første navne.

Traditionen tro, så tæller årets line-up både danske og udenlandske artister, når festivalen afvikles for niende gang fra den 29. august til 3. september på Onkel Dannys Plads på Vesterbro, København.
Blandt de første annoncerede navne finder man multi-instrumentalisten HANS ANDRIAS fra Færøerne. Han leverer mørkt tonet folk/americana med et tekstunivers, der er inspireret af den vilde og gådefulde færøske natur. Hans Andrias udsendte i december 2012 debut singlen “Don’t Want to Burn”, som fik massiv airplay på Færøerne, og samme måned kunne han høste en Planet Award som “Best New Artist”. I 2016 udkom debutalbummet Vision, hvilket resulterede i mere hæder i form af People’s Choice / Best Live Artist til Faroese Music Awards 2017, hvor han også var nomineret som “Male Singer of the Year”. Hans Andrias er i øjeblikket involveret i den kommende Århus forestilling “Nordiske Vuggeviser”.
(Se live TV optræden fra Faroese Music Awards 2017: https://youtu.be/-5HkKW5zdsA)

Den unge New Yorker CARLA D’AMORE flyttede i starten af året til København og har på kort tid skabt sig et navn i det danske sangskrivermiljø med hendes indlevende optrædener og sange, som blander elementer fra indie, rock og folkemusik. De sidste måneder har Carla D’Amore haft travlt, da hun både har udsendt debut EP’en In Daisy City, der tematisk har fokus på hendes oplevelser med at flytte til København, har været med på Behind the Golden Door, der er en støtte compilation for The American Civil Liberties Union, samt compilation CD’en We Stand With Each Other til støtte for organisationen Planned Parenthood.

ECHO ME er et af de danske navne, som annonceres klar til festivalen. Echo Me har i en årrække haft base i Berlin og turneret fast i Tyskland, Holland, England, Belgien, Frankrig, Spanien og USA. Med to udgivelser i bagagen og samarbejder med bl.a. Søs Fenger, Nelson Can og The Freudian Slip, så er Echo Me (trods en forholdsvis ung alder) allerede en rutineret kunstner med et stort potentiale, som nu arbejder på at slå sig fast hos det danske publikum.

Gavekort til kulturoplevelser i København

Nye navne på Copenhagen Songwriters Festival

Festivalen, der hylder den musikalsk intimitet og minimalistiske musikfremførelse, har i år valgt primært at rette spotlight på den ulmende vækstlagsscene. Arrangørerne bag festivalen oplever nemlig i øjeblikket en opblomstring af talent i sangskrivermiljøet både i og udenfor Danmark. Derfor har man valgt at dedikere årets festival til at skabe synlighed om nogle af de mest lovende navne. Både helt uprøvede artister, samt sangskrivere, der har oplevet den første succes, men endnu ikke er brudt igennem i den brede offentlighed. For første gang i festivalens historie står et lytteudvalg af bl.a. spillestedsbookere og musikere bag udvælgelsen af det endelige line-up af de 40 navne på festivalens officielle program.
Udover det officielle program præsenterer festivalen også workshops, clinics og koncerter arrangeret af de Københavnske Sangskriverklubber.

Om Copenhagen Songwriters Festival

Den gamle brostensbelagte gård på Onkel Dannys Plads, der omkranses af spillestedet Råhuset, Forsamlingshuset og Café Mandela i den historiske Kødby, danner atter rammen, når sangskriverkunsten over sammenlagt seks dage hyldes på Copenhagen Songwriters Festival. Fokus er de musikere, som ofte alene på guitar eller klaver, eller måske i en mindre, intim bandbesætning, fremfører deres sange. Danske repræsentanter for sangskrivertraditionen tæller bl.a. Kim Larsen, Sebastian, Tobias Trier og Tina Dickow.

I 1960’erne var singer/songwriter-stilen internationalt repræsenteret af navne som Bob Dylan og Joan Baez, og blev videreført af blandt andre Joni Mitchell, Cat Stevens, Neil Young, Leonard Cohen og Simon & Garfunkel. I dag er det navne som Ryan Adams, Sufjan Stevens og Damien Rice, der er med til at bære singer/songwriter-udtrykket videre på de større scener.

På listen over de første offentliggjorte navne er desuden:
SELECT CAPTAIN; DITTE REJNHOLDT; FREJA KRISTENSEN; ISE; JENS OTTOSEN & SNOWLARK; JULIE ELLINOR; KAROLINE UDE; LOVE YOUR WAY; MARIA H. JENSEN; MARTIN BUSTER; MIKKEL TIEDT; PHAUNA; RASMUS NELAUSEN; R.NOOR; THE TELENOVELAS; TOBIAS AURE; WEASEL & THE WIND

Tid og sted

Copenhagen Songwriters Festival 2017 kan opleves:
29. august – 3. september
DIT:KBH
Onkel Dannys Plads
København V.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *